lunes, 21 de marzo de 2011

ARMANDO ARTEAGA: POR UNA ACTITUD "GESTALT" ANTE LA DESTELLANTE REALIDAD DE LA POESÍA PERUANA / NILS ANDERSON

 De digte af digteren Armando Arteaga Peru (Piura, Peru, 1952) tilsammen udgør en helhed: at alt, der er mere end summen af dens dele. Opfattelsen af virkeligheden som en totaliserende enhed er altid til stede i hans digtning. I bogen Dead Reckoning (1986), sker det ord gennem følelser af dele, der er forbundet med den barske virkelighed af objekterne. For at vise hele kroppen af den barske virkelighed i Latinamerika.

 ARMANDO ARTEAGA: POR UNA ACTITUD “GESTALT”
ANTE LA DESTELLANTE REALIDAD DE LA POESIA PERUANA

Nils Anderson
Diario “Kobenhavn”, Copenhague.
Dinamarca. Marzo 1987.

Los poemas del poeta peruano Armando Arteaga (Piura, Perú, 1952) en su conjunto forman un todo: ese todo que es algo más que la suma de sus partes. La percepción de la realidad como una unidad totalizadora está siempre presente en su poesía. En el libro Callejón sin salida (1986): las palabras se suceden a través de sensaciones de partes que se van entrelazando con la tenebrosa realidad de los objetos. Para mostrarnos el cuerpo total de la dura realidad latinoamericana.

Desde una visión gestaltista, Arteaga nos obliga con sus palabras a reordenar nuestra manera de pensar, a percibir y a entender los problemas desde otra perspectiva más transparente. Reconociendo siempre que nuestra conducta es asunto ético, así como la conciencia es cuestión real, a pesar de nuestra reconocida inconciencia frente a lo histórico. La lectura de sus poemas nos prepara para una verdadera introspección de carácter muy individual frente a la historia y al compromiso siempre del poeta con la palabra. Tomando del fenómeno “fi”, del neón que se enciende y se apaga, la sensación lumínica del “movimiento aparente” ya experimentada por Max Wertheimer (1880-1943), busca la configuración del “tiempo histórico”. Entender el final de su poema Te cuento un cuento de amor desde esta visión gestalt es lo que nos ha llamado la atención de esta particular manera de observar el presente:

Más snob que exigente
tu amor o desamor
viene en una canción de Eric Clapton,
en las hojas del Time,
en el neón de Citizen
que se enciende y se apaga
hasta el final-
y aunque sé que este tiempo
demorará tal vez todo este invierno
no habrá tiempo ni invierno jamás otra noche
u otro día,
para volver al mismo tren de araña de la muerte.
Mal (dítono) y necio
Bienvenido sea el tiempo.


 

Aquí van las respuestas de Armando Arteaga ante nuestras preguntas en esta conversación metida en el frío limeño que trata de indagar un poco más sobre la poesía de su libro Callejón sin salida, sobre su particular manera de observar la realidad latinoamericana:

-¿Cuál es tu compromiso como escritor?

-No tengo ningún compromiso con nadie ni nada cuando escribo, y menos cuando escribo poesía. Eso siempre lo he tenido bien claro, el único compromiso es conmigo mismo, con la palabra, que debe ser transparente, limpia como el agua. Lo demás es puro palabreo, gran “invención de la realidad” de algunos críticos y/o “barroquismos” de algunos poetas, para ocultar su falta de visión poética y no tener una actitud científica frente a la realidad. La falta de conocimiento de una realidad concreta por ausencia de estudio o de experimentación hace que el resultado final sea una poesía anémica, frágil, sosa, sin la belleza del contenido humano y social.

La poesía no es como en el teatro que se puede realizar en grupo o con tu tribu, ha sido siempre un gesto individual, por lo tanto, mi compromiso es con la poesía misma. Soy un actor que hace su monologo solitario en una caja negra, no me importa mucho el público. Lo único que me interesa del público, o del lector, es que sea inteligente, y que se quede hasta el final de la obra.

-¿No escribes en función de un compromiso con un estilo, con un lenguaje, con una realidad geográfica determinada?

-Bueno, ese es otro problema. A ver, lo del estilo, lo que importa al final es que se imponga tu propio estilo de escribir. Claro está que las influencias son imprescindibles, no te puedes zafar fácilmente de eso, pero hay buenas influencias: la de Alfred Jarry en Cortazar, por ejemplo, o la de Quevedo en Martín Adán, o la de Ginsberg en los poetas del 70, aunque todo esto es discutible. Lo del lenguaje es otro problema que el poeta debe enfrentar para realizar una buena poesía, en nuestro caso la realidad más palpable es la de Juan Ojeda en “Elogio a los Navegantes”, donde se produce una lucha entre el lenguaje propio del poeta y el discurso intencional de la problemática del libro, para que el resultado sea eficaz y dialéctico, allí encontraremos muchas influencias de Eliot, pero sin embargo, allí también vamos a encontrar siempre la angustia y la propuesta de Ojeda, un gran poeta peruano. Sobre la realidad geográfica, aunque hay similitudes entre lo latinoamericano, hay también particularidades, y existen, por supuesto, grandes diferencias entre nosotros. No todo es uniforme, se da una gran diversidad. En “Callejón sin salida”, siempre hay una pugna entre la fuerza de lo centrípeto y lo centrífugo, buscando el equilibrio de las cosas.

-A eso iba, en tu libro “Callejón sin salida” hay como un rigor de cierto pesimismo frente a la historia, una falta de confianza en el pasado que nos vislumbra ahora un futuro incierto...

-Mira, yo creo que en “Callejón sin salida” hay una respuesta sobre el futuro (que ya pasó), que no es necesariamente el tiempo que se vislumbra en la problemática del libro. Siempre he creído que el presente es perpetuo. Todas las etapas de la historia del Perú parecen siempre un retablo difícil, siempre hemos vivido casi al filo de la navaja, desde el hombre de Pakimachay hasta el actual campesino de Vilcashuaman, confrontando con la violencia, que ahora se vuelve a repetir con esta violencia actual con métodos terroristas, y aunque esto también es un problema del escenario mundial, estamos como siempre al borde de la hoguera: como en el país que vive Montang donde está prohibido pensar, en el Fahrenheit 451: la temperatura en la que el papel de los libros se inflama y arde, para recordar a Ray Bradbury y a Francois Truffaut. La realidad se vuelve ficción y la ficción se vuelve realidad.

-Pero, entonces, el poeta vive inmerso en la realidad misma de las cosas, en el torbellino de los acontecimientos históricos...

-Sí, claro. Imagínate a un poeta en un paisaje lunar, estoy seguro que yo escribiría sobre mineralogía o luminotecnia, o sobre energía solar. Ningún tema está vetado para la poesía.

-¿Crees en la a-temporalidad de la poesía?

-Sí, por supuesto. Li Po es tan moderno, si quieres post-moderno. Los malos poetas son aquellos a los que lees y te aburres, no porque a veces las cosas estén mal escritas, sino porque están desubicados en su tiempo. Y hoy, comprenderás, pensaba Dickens: son tiempos difíciles.

-¿Cómo ubicas tu poesía en el ámbito peruano?

Pertenezco a la Generación del 70. Perú: es tierra de poetas, la poesía peruana es una de las más importantes de Latinoamérica, y la poesía del 70 es una de las más vitales dentro de la poesía peruana. Allí me reconozco, aunque hay buena poesía en los 50 y los 60.

-¿En la poesía latinoamericana?

-Me interesa mucho por ahora la poesía de Jaime Sabines en México, de Jaime Sáenz en Bolivia, de José Lezama Lima en Cuba, de Fernando Pessoa en Portugal, de Luis Cernuda en España, en fin, leo de todo.

-¿Qué escribes ahora?

Aparte de seguir escribiendo poesía, estoy haciendo narrativa (cuentos cortos) y periodismo, critica de cine para Expreso. Lo de siempre.
*

ARMANDO ARTEAGA: en attitude "gestalt"
BLINKENDE på realiteterne i Perus POETRY

Nils Anderson
Tidsskrift "København", København.
Danmark. Marts 1987.


De digte af digteren Armando Arteaga Peru (Piura, Peru, 1952) tilsammen udgør en helhed: at alt, der er mere end summen af dens dele. Opfattelsen af virkeligheden som en totaliserende enhed er altid til stede i hans digtning. I bogen Dead Reckoning (1986), sker det ord gennem følelser af dele, der er forbundet med den barske virkelighed af objekterne. For at vise hele kroppen af den barske virkelighed i Latinamerika.

Fra en gestalt vision, tvinger Arteaga os til at omarrangere dine ord den måde, vi tænker, opfatter og forstår de spørgsmål fra et andet perspektiv mere gennemsigtig. Erkender, at vores adfærd altid er moralsk, og bevidsthed er virkelig, på trods af vores velkendte ansigt af den historiske ubevidste. Læse hans digte forbereder os til en virkelig individuel karakter introspektion før historien og engagement gav digteren med ordet. Tage fænomenet "fi", neon og slukker lyset, lyset følelse af "tilsyneladende bevægelse", som opleves af Max Wertheimer (1880-1943), til konfigurering af "historisk tid". Forståelse slutningen af sit digt jeg fortæller en historie om kærlighed fra denne vision gestalt er, hvad vi kaldte den opmærksomhed af denne særlige måde at se på dette:

Mere end krævende snob
Deres kærlighed eller hjertesorg
kommer i en sang af Eric Clapton,
i bladene af Time,
i neon Citizen
tændes og slukkes
til den endelige
og selvom jeg ved, at denne gang
Måske det hele vil tage denne vinter
intet andet tidspunkt eller aldrig vinternat
eller en anden dag
at vende tilbage til det samme tog Spider død.
Mal (Ditone) og tåbelig
Velkommen er tid.


Her er svarene på vores spørgsmål Armando Arteaga denne samtale Lima fast i den kolde prøve at grave lidt dybere på poesi af hans bog, Dead Reckoning, om hans særlige måde at se på virkeligheden i Latinamerika:

- Hvad er dit engagement som forfatter?
-Jeg har ingen forpligtelse til at nogen eller noget når jeg skriver, og mindre, når jeg skriver digte. At jeg altid har været klar, den eneste forpligtelse er til mig selv, det ord, skal være gennemsigtige, klart som vand. Resten er ren snak, stor "opfindelse af virkeligheden" af nogle kritikere og / eller "barok" af digtere, for at skjule hans manglende poetiske visioner og ikke har en videnskabelig indstilling til virkeligheden. Den manglende viden om en realitet på grund af manglende undersøgelser eller forsøg gør det endelige resultat er en poesi anæmiske, skrøbeligt, kedeligt, uden at skønheden i den menneskelige og sociale indhold.

Poesi er ikke som i teatret, der kan gøres i grupper eller sammen med din stamme, har altid været en individuel handling, derfor mit engagement er poesien selv. Jeg er en skuespiller gør sin monolog alene i en sort boks, bryder jeg mig ikke meget for det offentlige. Det eneste, jeg bekymrer sig om publikum, eller læseren, er at være smart og forblive indtil afslutningen af arbejdet.

- Skriv ikke i form af et løfte om en stil, et sprog med et bestemt geografisk virkelighed?

Nå, det er et andet problem. Lad os se, hvad stil, der i sidste ende betyder noget, er, at de lægger din egen stil at skrive. Selvfølgelig, de påvirkninger er nødvendige, kan du ikke nemt at frigøre sig fra det, men der er gode påvirkninger: Alfred Jarry i Cortázar, for eksempel, eller Adam Martin Quevedo, eller digtere Ginsberg 70, selv om Dette kan diskuteres. Hvilket sprog er et andet problem, der vender digteren for god poesi, i vores tilfælde er det håndgribelige virkelighed Juan Ojeda i "Lovet for Søfarende", hvor en kamp mellem digterens eget sprog og forsætlig taleproblemer af bogen, resultatet er effektiv og dialektik, vil vi finde mange påvirkninger af Eliot, men ikke desto mindre, er der også kommer til at altid finde de kvaler og den foreslåede de Ojeda, en stor peruvianske digter. På den geografiske virkelighed, selv om der er ligheder mellem de latinamerikanske der er også speciel, og der er naturligvis store forskelle mellem os. Ikke alt er ensartet, er der stor mangfoldighed. I "Dead End", er der altid en kamp mellem centripetal kraft og centrifugal, Søger en balance i tingene.

-A, der var i din bog "Dead Reckoning" er en sand rigor af pessimisme om historie, en mangel på tillid til fortiden, som nu væve en usikker fremtid ...

Se, jeg tror på "Dead Reckoning" er et svar på fremtiden (allerede sket), hvilket ikke nødvendigvis er den tid, at problemet er skimtes i bogen. Jeg har altid ment, at dette er evig. Alle stadier af historien om Peru gav en altertavle synes vanskelige, vi har altid boet nær kanten af kniven fra manden til den nuværende Pakimachay Vilcashuaman landmand, konfronteret med vold, nu gentager denne vold nuværende terroristiske metoder, og selv om det er et problem i verden, er vi som altid på kanten af ilden: som bor i det land, hvor det er forbudt Montanges tænke i Fahrenheit 451: den temperatur ved hvilken rolle bøger antænder og brænder, at huske Ray Bradbury og Francois Truffaut. Virkeligheden bliver til fiktion og fiktion bliver til virkelighed.

"Men da digteren er nedsænket i virkeligheden af ting i den malstrøm af historiske begivenheder ...

Ja, selvfølgelig. Forestil dig en digter i et månelandskab, er jeg sikker på at jeg ville skrive om mineralogi eller belysning eller solenergi. Intet emne er forbudt for poesi.

- Tror du på den tidløshed af poesi?

Ja, selvfølgelig. Li Po er så moderne, post-moderne hvis du vil. Bad digtere, er dem, der læser og keder sig, ikke fordi nogle gange tingene er stavet forkert, men fordi de er fejlplacerede i tide. Og i dag vil du forstå, jeg troede Dickens er vanskelige tider.

- Hvordan finder jeg din poesi i det område i Peru?

Hører til den generation af 70. Peru: et land med digtere, poesi, Peru er et af de vigtigste i Latinamerika, og poesi på 70 er en af de mest vitale i den peruvianske poesi. Der vil jeg indrømme, men der er god poesi i 50 og 60 år.

- I latinamerikanske poesi?

-Jeg er meget interesseret for nu poesi Jaime Sabinerindernes i Mexico, Jaime Saenz i Bolivia af Jose Lezama Lima i Cuba, Fernando Pessoa i Portugal, Luis Cernuda i Spanien, så jeg læste alt.

- Hvad skriver du nu?

Bortset fra at fortsætte med at skrive poesi, jeg gør narrative (noveller) og journalistik, filmkritiker for Express. Det sædvanlige.

jueves, 3 de marzo de 2011

DOWNTOWN / ARMANDO ARTEAGA

Foto: Humberto "Loro" Romaní.  Revista Variedades.  Diario La Crónica.

DOWNTOWN  / ARMANDO ARTEAGA

Salgo con bruma
a deambular
por el conflicto de la urbe.
Voy por el ghetto de la noche.
Las calles:
Escritura de los transeúntes
o de la acción
dispersa de vagos y poetas. Palpo
el dorso
de la asfixia, la hebra inicial
del caos.
Me pierdo en laberintos, me repito.
Voy por esa topografía del lomo de una iguana,
y oscuros pasadizos me conducen
a este extraño zigurat.
Reunión de imágenes rotas,
y luego, se bifurcan:
Oh, el deterioro
de un tugurio,
la vendedora de pescado, etc.
Ver es también escribir. Y alguien escribe
sobre un papel-madera y deja el aviso
encontrado sobre la puerta del cuarto
en el Hotel Europa:
“Te esperé. Salí a comprar zapatos”.
Y en la ciudad,
el amor es solo un imprevisto
a la cuestión de una época. El Tigre
va entre la gente como anónimo amante:
violín al viento.
Imagino un dossier de inquietudes.
Fascinaciones.
Voces inmunes que se las lleva el gentío de la calleja.
El Tigre sale del cine. Se perfuma con dinamita.
Camina por la avenida, primevo.
Se tutea con mike a toda remington.
Va en el poema del forofo
andando yunque
en vez de martillo.
Nadie hace un sumario de su vida.
Nadie regresa a pie –y cansado- a su bohío
después del laburo.
Nadie tiene una amiga
-ominosa- que dimite, viviendo en Río.
Nadie cae como una h-o-j-a
en el Parque del Otoño.
Solo yo.
Extravagante y puto,
doblo el espinazo
de la zozobra.
Solo yo, la calle, el Tigre, y el papel.
Duramen, infinitas dudas y dunas.
¿Zonas perdidas en instancias perdidas?.
Lo glíptico.
Todo puede escribirse.
Tengo ciudades. Contengo multitudes.

Tengo ciudades. Contengo multitudes.